Vi tilbyder

 

plakat

Kom til behandling på klinikken

 
Behandling på klinikken foregår i vores store og lyse behandlingsrum. Vi har også et større træningslokale, hvor der trænes både med og uden maskiner.
Behandlingen kan bestå af flere forskellige tiltag. Når du kommer til din første konsultation hos fysioterapeuten, vil du i samarbejde med din fysioterapeut planlægge, hvordan behandlingsforløbet skal foregå.

 

Vi tilbyder følgende:

Manuel behandling

Når man taler om manuel behandling, tænker de fleste, at det er massage. Massage er ofte noget man forbinder med velvære og en behagelig oplevelse af afslappethed med ro både under og efter massagens forløb. Manuel behandling hos os er ikke nødvendigvis, hvad de fleste vil kalde velvære. Den giver stadig en afslappethed og ro, men der kan nemt forekomme ømhed efter behandlingen.
Formålet med manuel behandling, er at øge det smertepåvirkede vævs blodcirkulation, og derigennem give en større bevægelighed samt fremskynde helingsprocessen. Det er også i den manuelle behandling, at vi som terapeuter vil kunne mærke, i samarbejde med dig, hvor det er smerten er lokaliseret, og derpå spore os frem til årsagen til smerterne.
Det er ikke altid, at det er selve musklen, der er skyld i, at man oplever smerter. Ofte kan problemet gemme sig i muskel-senetilhæftningerne eller ved hæftet på knoglen. Det er derfor vigtigt, at vævet, der ligger omkring selve det smerteprægede område, bliver undersøgt. Derved kan man fange helheden af årsagen og problematikken, og få en længerevarende effekt.
Der har for nylig været meget snak om, at massage ikke virker, og at det eneste, der var effekt af, var træning. Vi mener dog ikke, at træning bør stå alene, da den manuelle del er meget vigtig for at opnå en hurtigere effekt af behandlingen. Massage hjælper ikke langvarigt til at udspænde musklen, men er en vigtig måde at øge blodcirkulationen i vævet og derved opnå en smertelindring.
Der findes mange forskellige typer af manuelle teknikker, såsom: Dyb tværmassage, triggerpunktsterapi, muskelenergiteknik, myofaciel release osv. Alle har hver sin styrke, som kan hjælpe dig videre mod en smertefri tilværelse.
manuel1
aku

Akupunktur

Akupunktur er behandling med nåle og kan både bruges som primær behandling, men også som supplement til den manuelle behandling.  Der findes mange forskellige former for akupunktur, som hver især har sine styrker. Der bruges tre forskellige systemer her på klinikken; IMS – intramuskulær stimulation, triggerpunktsakupunktur og refleksakupunktur.
Disse tre typer er forskellig fra den traditionelle kinesiske medicin, som arbejder i meridianer.
  • IMS: Denne type akupunktur er anderledes end de andre, ved at nålene ikke skal blive siddende i mere end ca. 5 sekunder. IMS står for intramuskulær stimulation. Behandlingen foregår ved at man først undersøger efter stedet, hvor en muskel er spændt eller smertepræget. Her placeres nålen direkte i musklen, hvorefter nålen og musklen stimuleres ved at behandleren bevæger nålen i området. Dette kan godt være ubehageligt for patienten, men kan være rigtig effektivt til at slippe smerter, der er forårsaget af kraftigt spændt muskulatur.
  • Triggerpunktsakupunktur: Denne type akupunktur er lidt, som navnet også antyder, en behandling hvor nålen placeres i triggerpunkter i det smerteprægede område. Dette kan være en rigtig god måde at behandle på, da det er en meget nænsom form for behandling. De fleste nåle vil patienten næsten ikke kunne mærke, og det kan derfor være en god måde at behandle en på, der er meget smertepræget og derfor kan være svær at behandle med manuel behandling.
  • Refleksakupunktur: Der findes reflekspunkter i alle vores led i kroppen, og man har fundet ud af, at der kan smertebehandles ved blot at lade en nål sidde i leddet i op til 25 min. Behandlingen er, at der med en lidt spids genstand trykkes i leddet for at finde det mest ømme punkt. Her placerer behandleren så nålen i. Ved indstik skal der helst komme en skarp smerte, som dog fortager sig efter ganske få sekunder. Jo skarpere smerten ved indstik er, desto bedre har vi ramt og derfor bedst effekt.
Efter behandlingen anbefaler vi, at du drikker godt med vand de næste par timer for at få skyllet eventuelle affaldsstoffer ud af kroppen.
Der kan ved akupunktur forekomme bivirkninger, som er kroppens reaktion på behandlingen. Disse kan bl.a. være træthed, kortvarig utilpashed, kvalme, svimmelhed og stærk lugtende urin.
tapeskulder

Kinesiotape

Kinesiotape bruges ofte som afslutning på en behandling for at hjælpe og støtte det belastede væv. Tapen er vævet på en sådan måde, at den er elastisk i længden men ikke i bredden. Derfor har tapen flere forskellige funktioner ved en behandling, alt efter hvordan tapen sættes på i forhold til retning og tapens stræk. Dette gør, at man f.eks. kan støtte en overbelastet muskel uden at hæmme dens naturlige bevægelse grundet elasticiteten. Man kan skabe øget plads til cirkulation i vævet, som kan være med til at lindre smerter og fjerne hævelser. Sættes tapen mere stramt kan man støtte og næsten ændre mindre fejlstillinger.
Der findes flere forskellige farver af tape, og selvom den oprindelige mening med farverne var, at de hver især har forskellige effekter, så bruges de ofte alle til behandling af samme ting.
Tapens lim er designet til at kunne holde til både sved og bad og kan derfor sidde i flere dage. Man skal selvfølgelig tørre nænsomt med håndklædet for ikke at rulle tapen af. Tapen kan i nogle tilfælde fremkalde allergiske reaktioner, såsom kløe og røde pletter, og bør i sådanne tilfælde tages af.
tape1
ultra

Ultralyd

Behandling med ultralyd kan have flere forskellige gode effekter. Det er en blid form for behandling, og gør ikke det mindste ondt på patienten. Selve behandlingen består af lydbølger, der sendes ind i behandlingsområdet og sætter det skadede væv i svingninger. Disse svingninger øger temperaturen, og har en dybere effekt end ved varmebehandling. Den helende effekt kommer ved at behandlingen stimulerer blodcirkulationen i vævet og dermed fremmer helingsprocesen.
Hvilke skader kan ultralyd hjælpe på:
  • Smertelindring ved nervepåvirkning
  • Hæmatomer (hævelser eller blodansamlinger)
  • Inflammatoriske tilstande
  • Fiberskader/sportsskader i muskulaturen, hvor vi øger restitutionsfasen
Behandlingseffekten kan ofte mærkes umiddelbart efter behandlingen. Der ses ikke mange bivirkninger ved behandlingen, men der kan forekomme uro og træthed i det behandlede område samt føles varmt. Begge ting bør forsvinde inden for det følgende døgns tid.
træn2

Træning

Du kan her på klinikken træne både individuelt eller på hold, og begge træningsformer styres altid af en fysioterapeut.
For at komme med på et hold, skal du have en konsultation hos en af fysioterapeuterne, for at vi sammen, kan finde frem til hvad der passer til dig.
Men hvorfor træne, tænker du måske?
Ofte er det på den måde, at vi kan forebygge, at en skade kommer igen, hvis den er forårsaget af en fejlstilling eller grundet forkert/dårlig holdning. Her kan træning være med til at genoprette den korrekte anatomiske stilling.
Træning udført med forkert teknik kan i nogle tilfælde forværre tilstanden, og det er derfor vigtigt, at du får vejledning til at lave din træning og øvelser korrekt. Netop kroppens bevægelser, og hvordan vi skal genoprette evt. fejlstilling, er en af de vigtige ting i fysioterapi, som kan hjælpe dig godt videre. Vi mener dog ikke, at træning bør stå alene, og man vil derfor have gavn af at få manuel behandling sideløbende eller før træning starter.
Træning er også vigtigt, hvis du f.eks. har været opereret og derefter skal genoptræne. Vi vil selvfølgelig gerne hjælpe dig med at skræddersy din træning til netop din krop og til hvilke udfordringer du måtte have at slås med.
træn1
30412616_10216459632905911_6169583768945295360_o

Hjemmebehandling

Hvis du ikke kan komme til os, kan vi komme til dig. Vi kører nemlig også ud til hjemmebehandlinger. Vi tilpasser behandlingen eller træningen til dig, så kvaliteten ikke forringes blot fordi vi ikke er på klinikken.
Der kan også aftales med din terapeut, om han skal medbringe redskaber, såsom elastikker, håndvægte eller andet, der kan være med til at højne effekten af træningen. Har du brug for at have et sted at ligge ned under en behandling, har vi også en transportabel briks, som let kan være i bilen og til behandlingen kan foldes ud.
For at dette kan lade sig gøre, kræver det at din læge på henvisningen sætter et kryds i feltet hjemmebehandling.
Du kan altid ringe og høre om vi dækker dit område for hjemmebehandlinger.